Ofte Stillede Spørgsmål

Dæmoner / Onde Ånder

Det drejer sig om det mange kalder onde ånder, men som der er udbredt enighed om ikke har med ånder at gøre, men drejer sig om noget der ikke er jordisk. Eller ihvertfald ikke er ånder efter afdøde mennesker eller dyr. Nogle mener det er dæmoner, og det er ganske muligt. Det er ihvertfald en energi af onde kræfter, og det er ondt. Jeg har set klip fra en engelsk eller amerikansk (det husker jeg ikke), spøgelsesgruppe, der under en undersøgelse af et hus sendte to af medlemmerne op på loftet, hvor de havde fundet ud af at der var aktivitet. Det havde nær kostet dem livet, de blev angrebet, den ene blev forsøgt kvalt, og de undslap kun med nød og næppe, den ene med hovedet først ned gennem loftslemmen over køkkenbordet…
I sådanne situationer skal man holde nallerne væk, og lade en præst udføre en slags excorsisme for at tvinge det væk. Man skal ikke spille smart i sådan en situation, som legen ånden i glasset også viser, er der kræfter inden for det paranormale vi ikke kender.

EMF - Elektromagnetisk Felt

Et elektromagnetisk felt kan findes overalt hvor der er elektronik. Mobiltelefoner, CD afspillere, Fjernsyn, simpelthen alt hvad vi har af hjemmeelektronik udsender elektromagnetiske stråler (felter).
Det interessante ved disse stråler er at de er statiske og konstante. Det er ved flere undersøgelser vist at spøgelser / ånder kan manipulere med disse stråler, og via EMF kontakte og kommunikere med os levende.

EVP – Electronic Voice Phenomenon

På dansk “Elektronisk Stemme Fænomen”, dækker over muligheden for at høre ånder / spøgelsers stemmer på optagelser. Dette er en måde at få svar fra ånder / spøgelser, ved fx at stille spørgsmål og give tid til svar. På den måde mener man at kunne opfange stemmerne fra spøgelserne og optage dem. Ved genafspillingen af optagelserne kan man i nogle tilfælde høre disse stemmer.

Hvad Er Et Poltergeist

De kaldes også drilleånder. Det er dem der kaster med ting, vælter alt ud af køkkenskabet, og så videre. Der har analyser af forekommende tilfælde vist, at det så godt som altid er en teenager tilknyttet, en teenager med personlige problemer.
Disse fænomener opstår kun når denne kontaktperson er i nærheden. Den mest udbredte teori er faktisk at det ikke skyldes ånder, men på en eller anden måde forårsages af en person, som nævnt oftest en teenager, med personlige problemer. En teenager der har det svært, der slås med forskellige ting på det personlige plan, og derved på en eller anden måde sætter disse ting i værk. Ikke bevidst, det er ikke svindel, men ubevidst. Dermed ikke sagt at der ikke kan findes ånder der synes det er hylende morsomt at tømme et køkkenskab ud på gulvet. Det er set.

Hvad er Pareidolia

Pareidolia er en måde hvorpå vores hjerne snyder os. Når vi ser et billede uden noget genkendeligt, af kaos, så vil vores hjerne automatisk prøve at skabe orden i kaos, ved at finde noget genkendeligt. Det objekt vores hjerne er designet til nemmest at genkende, er ansigter. Derfor vil det ofte være et ansigt man ser, i et billede der reelt set kun består af kaos.
Pareidolia er altså det fænomen at hjernen får os til at tro at den ser et eller flere genkendelige objekter – ofte ansigter – i et billede hvor der reelt ikke er noget genkendeligt. 

Hvad er spøgelser / genfærd

Ordet genfærd dækker over det samme som ordet spøgelse, oprindeligt gjorde.
Som ordet genfærd siger, drejer det sig om en person der færdes igen. Genfærd eller spøgelser forekommer ofte på gamle borge, slotte, herregårde, hospitaler, og alle de klassiske spøgelsessteder. Disse spøgerier er mestendels kædet sammen med voldsomme oplevelser, som henrettelser, mord, eller ulykker med dødelig udgang. En klassisk historie er den om den unge pige som blev muret levende inde i en niche i væggen. Den findes mange steder, men på Dragsholm slot i Odsherred, er den faktisk blevet bekræftet, idet man fandt et skelet af en ung pige, indemuret i væggen. Skelettet var stadig iklædt rester af en hvid kjole. Hun går igen på slottet, som den hvide dame. Når sådanne voldsomme begivenheder sker, så ved vi alle at der dannes mange stoffer i kroppen.
Adrenalinen pumper, og alle sanser står på spidsen. I Sådan en situation vil den energi man udsender blive kraftigt forstærket, og den energi kan opsuges og lagres i omgivelserne, især i granit. Granit brugtes ofte i de gamle slotte og herregårde, og derfor er spøgerier så almindeligt forekommende sådanne steder. Med mellemrum vil disse energier der er oplagret frigives, og scenen der foregik da de blev oplagret, spilles igen. Det vil altså sige at som en slags videoafspilning, kan man igen se personen gå ned ad gangen, eller hvad det nu er. Et spøgelse eller et genfærd er altså en slags afspilning af en begivenhed, der fandt sted for mange år siden. Det forklarer så også hvorfor spøgelser og genfærd går gennem vægge og lignende. Hvis man har en sådan afspilning, et spøgelse, der går ned af en gang, og man en dag beslutter at mure en væg op, tværs over gangen, så vil afspilningen alligevel blive spillet som den altid er blevet, og spøgelset går altså gennem den nyopførte væg. Der er flere rapporter om spøgelser der “flyver” forbi vinduer i 1ste sals højde, det skyldes ganske enkelt at der engang har været en udvendig svalegang, men på trods af at den fjernes, bliver afspilningen ved at køre på samme måde, og spøgelset “flyver” i luften.

Hvad Er Ånder

Trin på trappen, døre der går op og i, elektriske apparater der tænder og slukker, alle de ting vi kender. Det er ånder efter afdøde personer. De har en fri vilje, og kan derfor opføre sig forskelligt fra gang til gang. De kan den ene nat stå og kigge på en person der sover i sengen, en anden nat står de måske og kigger på personen når han/hun ligger og sover på sofaen. Ånder kan man tale til, man kan få dem til at forsvinde (hvis de selv vil), de kan blive set forskellige steder i huset, under forskellige omstændigheder, og er altså, man kan næsten sige, selvstændigt tænkende og handlende eksistenser.

IR – Infrarød

Infrarød dækker faktisk over flere forskellige former for teknologier. Fælles er dog at vi taler om lys der ligger i en bølgelængde vi som mennesker ikke kan se med det blotte øje.
Infrarød betyder egentlig “Under Rød”. Rød er den lysfarve med den længste bølgelængde. Infrarød benyttes i blandt andet termiske kameraer, men har også en egenskab der gør at det kan oplyse et område så et kamera kan opfange lyset, men mennesker vil fortsat se det som totalt mørke. Derfor benytter paranormale efterforskere ofte IR kameraer, da dette gør det muligt at filme i hvad der kaldes 0 lux, eller total mørke.